Vejle Frimærkeklubs medlemsbrev februar 10.
Januar er blevet til februar og fartsat holder Kong Vinter os i et jerngreb. Det har på det seneste også kunnet mærkes på fremmødet til vore møder. For første gang i min tid som forman (13 år) kom der kun 10 til et møde, der efterfølgende blev aflyst. Denne aften skulle vi have haft foredrag ved Kaj Mathiesen om perfins: Hvorfor er der huller i min samling?
Dette foredrag skal I dog ikke snydes for, da det blot er blevet flyttet til efteråret.
Vi begynder denne måneds brev med lidt om, hvad der er at se frem til i den kommende måned.
Formidlingssalg
Forårets store formidlingssalg over medlemsindleveret materiale bliver holdt tirsdag d. 2. marts.
Vedlagt dette brev er en liste over det udbudte materiale, der ligeledes kan ses på klubbens hjemmeside.
Som sædvanligt er der eftersyn fra 19.00 til 20.00, hvor salget begynder.
Tag et godt kig i listen og se, om der ikke skulle være noget, der kunne friste dig.
Filatelistisk Efterskole
Den Filatelistiske Efterskole holdt årets første møde, lørdag den 13. februar. efter tilmeldingslisten skulle der være kommet 34, men om det er vejret, der var skyld i, at kun 24 dukkede op skal være usagt. Der var i hvert fald rundstykker nok.
Vi benyttede også dagen til at ønske Carl Jørgensen tillykke med de 80 år. Her kan man da virkelig tale om still going strong. Hold da op, hvem der bare har den udstråling og energi som firsårig.
De 24 fremmødte havde en god dag med emnerne: Åben Klasse og Gebyrer.
Næste efterskoledag bliver lørdag den 13. marts. Her er der et spændende foredrag: Fra Zarrige til Sovjetunionen.
Et par af deltagerne viser deres samlinger og endelig afsluttes den konkurrence, der blev sat i gang på den første efterskoledag i efteråret.
Slutteligt evalueres sæsonens efterskole og mon ikke også det skal diskuteres, om der skal afholdes efterskole igen til næste sæson.
Det er selvfølgelig fortsat muligt at deltage i den sidste efterskoledag mod betaling af 50,- kr., der dækker alle materialer, morgenkaffe med brød, eftermiddagskaffe med brød. Frokosten kan som sædvanligt bestilles på mødedagen til rimelig pris.
Opsætningskursus
11 deltagere har indtil videre tilmeldt sig klubbens opsætningskursus, hvor den første af 2 kursusdage bliver afholdt lørdag den 27. februar. Dette tal er vi absolut tilfredse med.
Som sædvanligt fristes man til at sige, er det Poul Andersen og Carl Jørgensen, der i godt samspil står for afviklingen af kurset.
Sidste dato for forårets opsætningskursus er den 20. marts.
Her kan du selvfølgelig stadigvæk nå at være med. Blot giv besked til undertegnede.
Det er selvfølgelig gratis at deltage og dagens startes med kaffe og rundstykker.
Opsætningskonkurrencen
I sidste brev forsøgte vi at skubbe lidt på med hensyn til opsætningskonkurrencen, hvor deltagerne skal forsøge sig med 8-16 plancher med valgfrit emne
Vi opfordrede bl.a. til at bruge Petitten, hvilket enkelte har gjort. Husk også at bruge den til hvert møde fremsatte opslagstavle.
Opsætningskonkurrencen afsluttes tirsdag den 23. marts, hvor alle samlinger bliver vist, ”bedømt” og præmieret.
Vi glæder os til at se resultatet.
Årets Fund
Husk, at vi kårer årets fund i starten af april. Har du fundet en sjov eller speciel eller bare et objekt, du er glad for, vil vi gerne se det og høre historien bag.
De bedste ting bliver som sædvanligt præmieret godt.
Formandsskifte
Undertegnede har i den forløbne måned set sig nødsaget til at trække sig som formand for Danmarks Filatelist Forbund på grund af svigtende helbred. Jeg måtte erkende, at det var for stor en mundfuld sammen med arbejde og andre bestyrelses- og udvalgsposter.
Da jeg så fik konstateret stress, så jeg ikke anden udvej end at skære ned på aktiviteterne.
Det vil også betyde, at mit virke i Vejle Frimærkeklub vil blive reduceret i hvert fald i en periode.
I DFF har næstformanden, Søren Chr. Jensen overtaget formandsposten, i første omgang indtil repræsentantskabsmødet i september.
Resume
2.2. På grund af snestorm m.m. blev mødet aflyst, da kun 10 dukkede frem af snemasserne. Aftenens foredrag var også aflyst efter aftale med foredragsholderen.
9.2. Til gengæld var der stort fremmøde til denne aftens bytte, miniformidlingssalg og frimærkekursus, der havde de forskellige frimærkegrupper som emne. Sæsonens højeste mødetal på 81.
16.2. En god ”gammel” kending, Morten Pieper besøgte os og fortalte om Kongelig Tjeneste. Et spændende og lærerigt foredrag med flere nye opdagelser. Posthistorie på højt plan, der heldigvis havde 45 tilhørere.
23.2. Endnu en velbesøgt bytteaften, der som altid indeholdt miniformidlingssalg og frimærkekursus om anvendelsen af tjneste-, soldater-, porto-, gebyr-, postfærge- og avisportomærker.
Endvidere havde vi ”Vis din samling”, hvor Freddy Nielsen viste sin imponerende Schweiz samling.
Orientering
Tirs. d. 2. mar. Forårets store formidlingssalg over medlemsindleveret materiale. Se alle 154 lot i den vedlagte liste.
Ons. d. 3. feb. Eftermiddagsholdet har igen møde med sædvanlig hygge, frimærker og kaffe i de sædvanlige lokaler i Vesterbrogade 87. Det sker fra 14.00–16.00. Alle er velkomne.
Tirs. d. 9. mar. Vi har atter en af de populære bytteaftener med miniformidlingssalg og frimærkekursus på programmet. Kurset skal denne gang handle om forsendelsestyper.
Tirs. d. 16. mar. Vi får besøg af Torben Hilberg fra Middelfart. Han vil fortælle om at samle postkort. Nærmere bestemt vil han vise postkort med motiver af Hestetrukne sporvogne og omnibusser i København. En rigtig flot samling, der har opnået meget fine bedømmelser på udstillinger.
Der er også albumcirkulation.
Ons. d. 17. mar. Der bydes atter indenfor til en gang eftermiddagshygge, når der er møde for eftermiddagsholdet fra 14.00 til 16.00. Alle er som altid velkomne.
Tirs. d. 23. mar. Miniformidlingssalg og frimærkekursus er bare noget af det aftenens bytteaften byder på. Kurset omhandler 1. del af typeforskellene i danske frimærker. Noget der volder mange problemer.
Tirs. d. 30. mar. Søren Chr. Jensen (DFF’s nye formand) gæster klubben med et Åben Klasse foredrag, der er delt i to afsnit. Det har den spændende titel: ”New York på mærkerne – da verden styrtede i grus den 11/9 2001” (1. del) – og ”Den store løgner – ville 3. verdenskrig bryde ud” (2. del).
Ons. d. 31. mar. Eftermiddagsholdet mødes for næstsidste gang inden sommerpausen i de sædvanlige lokaler fra 14.00-16.00.