Frimærkets Dag 2019

Lørdag den 21. september afholder Vejle Frimærkeklub igen Frimærkets Dag i samarbejde med Danmarks Filatelist Forbund. Arrangementet vil igen i år blive afviklet i forhallen til Føtex på havnen i tidsrummet 09.00-15.00.

I år udgiver Postnord nye frimærker med hundemotiver. Der har været udskrevet en konkurrence, hvor man kunne indsende fotos af sin hund, og Postnord har udvalgt 5 dejlige hunde, som nu vil pryde de nyeste frimærker. Menneskets bedste ven er et populært emne, som nok skal trække samlere til. Samme dag udgives et flot miniark med frimærkekunst.

Alle disse mærker samt mange af de sidst udgivne mærker med bl.a. dannebrog og fyrtårne kan selvfølgelig købes på Frimærkets dag. Ikke mindst skal det nævnes at prestigehæftet med 800 året for Dannebrog også kan købes. Prestigehæftet er udsolgt både ved Postnord og DFF.

Det er også muligt at få frimærkerne stemplet med klubbens Vejle stempel.

Klubben eller nogle af vore medlemmer har gennem årene udgivet mange gode bøger om frimærker eller postkort. Disse kan selvfølgelig også erhverves denne dag.

Som altid er der en lille udstilling til at promovere vor hobby, og der vil i år være flere nye spændende samlinger at kigge på, også med lokal islæt.

Vi tilbyder også gratis vurdering af frimærker og postkort. Af erfaring ved vi,at mange ligger inde med større eller mindre partier, som de ikke aner, hvad de skal stille op med, eller ikke kender den reelle værdi på. Derfor tilbyder vi vor assistance enten ved rådgivning af hvordan man kan realisere materialet, eller give en ide om, hvad det eventuelt kan have af værdi. Hele dagen vil der være 2-3 kompetente vurderingsfolk på standen.

Kom og få en snak om frimærker og om klubben, der fortsat er landets største og en af de mest aktvie, om hvad klubben kan tilbyde dig, og hvorfor et klubmedlemsskab kan gavne enhver frimærkesamler.

I dagens anledning er der også et godt tilbyd til nye medlemmer, der melder sig ind på dagen.

Vi ses den 21.9. til Frimærkets Dag, ikke?