Spændende ting på Årets Fund

Årets Fund blev kåret på den sidste bytteaften i sæsonen, og i denne sæson var der 7 kandidater til titlen.

Der var stor variation blandt "fundene" ligesom historierne bag også var vidt forskellige. Der var både fund fra auktioner, klubaftener, byttedage og kræmmermarkeder.

Følgende fund blev vist frem: Brev fra Victor Borges kok c/o hans adresse, gammelt fotopostkort fra 1907 med gruppebillede, der viste sig at indeholde medlemmets oldeforældre, et andet gammelt brevkort fra 1920 sendt til en slægtsgård adresseret til medlemmets oldemor, amerikanerserien fra Grønland fundet indlagt i gammelt Schaubek album på marked,18 blok postfrisk 10 øre gammel luftpost AFA 144 indeholdende varianterne 144x og 144y, eneste kendte aftryk af Egtved Brevsamlingssted og endeligt et hidtil ukendt Vejle bypostmærke 3/10 øre.

Sidstnævnte blev kåret til Årets Fund et mulehår foran postkortet til slægtsgården og fotopostkortet med oldeforældrene.

Vi glæder os allerede til næste års fund.